Wednesday Dec 14, 2022
Opkøbsbombe i C25 giver også anledning til panderynker
Mandag sprang nyheden om en fusion mellem Novozymes og Chr. Hansen. To selskaber med hver sin historie og kultur skal sammenlægges for at kunne dominere på milliardmarkedet inden for klima- og fødevareområdet.
I denne udgave af Børsen Investor Podcast deler Lars Hytting, aktiechef i Artha Kapitalforvaltning, og investor Christian Klarskov deres forventninger og bekymringer for en fusion.
”Vi får jo en gigant i Danmark. Internationalt siger det jo lidt om konkurrencesituationen, at man er nødt til at finde sammen, selvom man er stor,” siger Lars Hytting.
Ifølge Christian Klarskov er der to store usikkerhedsfaktorer, man skal tage højde for. Den ene er den lange godkendelsesproces, der bl.a. involverer relevante myndigheder. Denne proces kan ifølge parterne løbe helt ind i første kvartal af 2024.
Den anden usikkerhedsfaktor er Kina.
”Det er rigtig lang tid at skulle vente fem kvartaler. Et af de lande, der skal godkende det, er Kina, og der kan ske meget med governance (ledelsesmæssige forhold, red.) i Kina, jeg er selv meget utryg ved den governance, der foregår i Kina, jeg siger ikke de vil drille, men det er en usikkerhedsfaktor, og den skal man tage højde for. Derfor er det i orden, at Chr. Hansen handler 5 til 8 pct. under den kurs, den bør gøre,” siger han med henvisning til, at aktionærer i Chr. Hansen får 1,5326 nye B-aktier i Novozymes, hvilket giver en aktieværdi på 660,55 kr. per Chr. Hansen-aktie set i forhold til lukkekursen fredag.
Vi runder også direktørskiftet i A.P. Møller-Mærsk. Hvorfor kommer det nu, og hvorfor vil Christian Klarskov ikke eje aktien?
Langt lys på fremtiden
Hør også Ole Søeberg, investor og direktør i Nordic Investment Partners, når han både blænder op for det korte og helt lange lys på fremtiden.
Hvilke afkast kan man forvente af 2023, hvordan bør man positionere sig, og hvilke temaer vil dominere langt inde i fremtiden?
Ifølge Ole Søebergs analyse vil den største økonomiske aktivitet 20 år inde i fremtiden primært være drevet af Afrika og Asien. Hør hvilke industrier, der ifølge ham vil udgøre afkastlommerne.
Værter: Journalist Gro Høyer Thielst og investorredaktør Simon Kirketerp.
Følg All-Star porteføljen her: https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/all-star-portfolio
Teknik og redigering: Peter-Emil Witt.