Wednesday Sep 11, 2024
Store kurshop til Vestas og Ørsted: Kan USA-valg udløse ny optur til aktier?
De to amerikanske præsidentkandidater Kamala Harris og Donald Trump tørnede i nat sammen til den første og måske eneste duel forud for valget den 5 november.
Ved børsåbning onsdag er der fra start kursstigninger til de danske vindenergi-kæmper Vestas og Ørsted, der stiger med 6 og 5 pct. Panelet i Børsens investor podcast udlægger det, som at Kamala Harris vandt debatten.
”Der er mange aktører i den grønne omstilling, som er bange for, at Trump går ind og filer i den her Inflation Reduction Act, som jo dybest set er en ret stor støttepakke til alle mulige former for grøn teknologi. Det viser også, at markedet har set, at den her gang, er man ikke nødvendigvis interesseret i Trump som præsident, fordi tingene har ændret sig siden 2016, hvor han jo gjorde nogle forskellige skattelettelser og andet, som gjorde, at markederne godt kunne lide det i en periode. Men nu er verden ligesom sat sammen på en anden måde, så det er også en tolkning på, at virksomheder og investorer, bekymrer sig for, hvad der sker, hvis han vinder, siger Sofie Rud, USA-ekspert og journalist, Børsen.
Ifølge chefstrateg i Nordea, Josephine Cetti, kan børsmarkedet drives højere op.
”Det der driver aktiekurserne på den lange bane er, hvordan det går i økonomien, og hvordan det går med virksomhedernes indtjening. På den korte bane kan der være noget nervøsitet op til et valg. Der ser vi typisk det, at investorerne holder tilbage. Markedet kan ikke lide usikkerhed. Den dag valget er afgjort, plejer aktiekurserne at stige, siger chefstrateg Nordea, Josephine Cetti.
Investor Ole Søeberg har tidligere i år købt Vestas-aktien til All Star porteføljen og mener, at der kan være yderligere stigninger i vente i markedet.
”Det er godt for Vestas-aktien ja. Men jeg mener, at S&P 500, slutter det her år i underkanten af 6.000. Lige nu er vi på niveau 5500. Der kan være nogle sving i det der, afhængig af, hvem der bliver præsident. Og så henne ved næste sommer ligger vi i 6400, baseret på de tal, der er nu her,” siger Ole Søeberg.
Lyt til podcasten som også afslører vinderen blandt danske vækstaktier, udsigt til rentesænkninger og nye køb i All Star porteføljen.
Værter: journalist Tina Riising og investorredaktør Simon Kirketerp
Producer: Peter-Emil Witt
Vær med når vi sender Investor Podcasten Live i København d. 24 sept. kl. 17. Det er gratis og alle er inviterede:
https://eventsite.eventbuizz.com/investor-live-september-13611
Følg All Star porteføljen her