Investorer i Vestas føler sig efterladt på perronen efter, at selskabet mandag tog toppen af forventningerne og i dag kom med regnskab for andet kvartal.
Vestas stiler nu mod at nå en omsætning i intervallet 16,5-17,5 mia. euro mod tidligere en halv mia højere 16-18 mia. euro. Det sendte aktien ned med syv procent mandag.
Investor Ole Søeberg er ikke tilfreds med kommunikationen til investorerne.
”Tallene er, hvad de er, og jeg ser faktisk, at Power Solutions, selve salget af vindmøller, det begynder at gå meget, meget bedre. Og det er det, der skal drive aktien, og jeg havde håbet på, at det var det, der kunne få den til at blive en af de aktier, som gav et godt afkast her i andet halvår 2024. Men når det er sagt, så vil jeg sige, at den kommunikation de har lavet, det er ikke bestået, inden for Investor Relations. Det er så dårligt lavet, det, de har lavet,” sådan lyder kritikken fra Ole Søeberg i Børsens Investor Podcast.
De fremtidige, planlagte omkostninger ser nu ud til at blive højere end ventet. Ifølge Vestas får det en negativ effekt på driftsresultatet på 300 mio. euro, svarende til 2,2 mia. kr., i andet kvartal.
”De har nok ikke gjort noget juridisk galt, men de har konstateret, at der er nogle omkostninger forbundet med deres servicekontrakter, som er højere, end de havde forventet, og så er de nødt til at tage en engangsnedskrivning. Hvorfor i alverden det lige skal ske i andet kvartal 2024, og ikke for tre år siden, eller spredes ud over de næste 11 år, som kontrakterne i gennemsnit løber, og så havde det været 0,1 promille, eller et eller andet lille tal, som slet ikke kunne ses. Jeg er ikke bekymret. Jeg synes bare, det er rent ud sagt irriterende, det laver det. Ordrebogen her i 3. kvartal, det er den bedste 3. kvartalsordrebog nogensinde.
Henrik Henriksen, chefstrateg i Petersen og Partners er enig:
”For en investor, så er det jo ærgerligt det her, fordi man ved, at det at producere vindmøller, det er cyklisk. Det er begyndt at pege op ad nu. Og så den anden del, havde man regnet med, var mere stabilt. Det er der sat et spørgsmålstegn ved nu,” lyder det fra Henrik Henriksen.
Investorredaktør Simon Kirketerp:
” Man kan sige, det gode ved at gøre det på den måde, det er jo, så er det ude af bøgerne”.
Ole Søeberg ligger ikke fingre i mellem:
”De er jo nødt til at tage ud på et ordentligt roadshow. Det der er på rent dansk hedder ”forklar med røv”. De er nødt til at tage ud og forklare til alle de store selskaber, eller store investorer, og fortælle, hvad er det egentlig, der foregår. Så jeg håber på, at virkelig de har forberedt sig. Og så tager de runden i Norden og London, og lidt rundt i Europa og Nordamerika. Og så kan det være. Det ved vi om 14 dage, så kan vi se, hvordan aktiekursen har udviklet sig. Fordi hvis de kan fortælle det på en god måde, så vil du stille og roligt se det blive reflekteret i aktiekursen.
Lyt med til hele podcasten her, hvor investorerne også diskuterer Carlsberg, FED, rentenedsættelse, tunge amerikanske aktier, SAS og All Star porteføljen. https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/all-star-portfolio
Værter: Tina Riising & Simon Kirketerp
Teknik: Peter-Emil Witt
Efter podcastens udgivelse har Børsen været i kontakt med flere regnskabskyndige kilder, som kommer med enslydende forklaringer på, hvad der kan have forsaget nedskrivningen i omsætningen i Vestas.
Årsagen til nedskrivningen er ifølge deres vurderinger, at Vestas ved indgåelse af en servicekontrakt estimerer et omkostningsniveau over kontraktens løbetid. Og omsætningen indtægtsføres løbende regnskabsmæssigt i takt med at andelen af de skønnede omkostninger afholdes. Men hvis omkostningerne viser sig at være højere end antaget, kan det betyde, at der er indtægtsført for meget omsætning, ligesom omkostningsniveauet fremadrettet vil være højere. Dermed er det en regulering, der både kan havde betydning bagud- og fremadrettet.
En kilde skriver eksempelvis:
"Vestas indregner deres omsætning over servicekontrakternes løbetid ved brug af en færdiggørelsesgrad. Her benyttes den akkumulerede omkostning til dato i forhold til den totale estimerede omkostning som "måleenhed" for at vurdere, hvor langt Vestas er fremme i færdiggørelsen af deres kontrakt, og dermed hvor stor en andel af omsætningen Vestas kan indregne.
Hvis Vestas revurderer den samlede forventede omkostning til at blive højere end ventet, bliver "nævneren" i regnestykket større, hvilket påvirker hvor meget Vestas kan indregne som omsætning ved periodens afslutning. I nærværende situation har Vestas vurderet, at de totale omkostninger for servicekontrakterne er større end hidtil estimeret.
Regnskabsteknisk er dette helt korrekt - det anses som en ændring af regnskabsmæssigt skøn."